Du er her

Hjem » Fodbold » Årsberetninger

Årsberetning 2011 Fodbold

Årsberetning 2011 Fodbold Grimstrup IF:
 
 Endnu et år er gået, og det er tid til at gøre status over året der gik.
 
Herre:
 
I februar 2011 startede seniorerne op med vores nye træner Bo Helmuth Hansen i spidsen. Det var en meget positiv opstart med godt fremmøde til træning.
 
Vi besluttede os derfor for at melde to 11-mands hold til i serie 5 og 6, men desværre holdt spillertilslutningen ikke, og vi blev derfor nødt til at framelde serie 6-holdet igen. I stedet for tilmeldtes et 7- mands hold.
 
Forårssæsonen 2011 startede rigtig godt for serie 5 holdet, og sæsonen sluttede med oprykning til serie 4.
 
Efterårssæsonen 2011 startede også godt, men desværre lykkedes det ikke at rykke op i serie 3. Det var de små marginaler, som gjorde udslaget i en meget tæt pulje,  og serie 4 holdet sluttede derfor som nummer 3 i puljen efter de to oprykkere.
 
7-mands holdet: Er fortrinsvis et tilbud til de fodboldspillere, som ikke kommer til træning, og som ikke kan komme på det nuværende serie 4 hold.
 
7-mands holdet klarede sig nogenlunde i den forgangne sæson, men det kneb desværre med stabiliteten, og 7-mands holdet lå det meste af sæsonen (forår og efterår) i bunden af puljen.  
 
Indendørs fodbold: Igen år holdt nogle fodboldspillere formen ved lige med indendørs fodbold.
 
Damer:
 
Damerne klarede sig godt og fik en pæn placering i deres pulje.
 
Ungdomsfodbold:
 
Pigerne fra årgang 2005 var til fodboldstævne i Holsted, og de vandt alle deres kampe.
 
De havde bl.a. lavet et kampråb: ”Vi er seje, vi er rå, vi er ikke til at slå – Åhhhhhhhh Grimstrup”, og kampråbet blev brugt flittigt.
 
Vi har derfor besluttet at tilmelde pigerne fra denne årgang til turneringsfodbold i år , og det bliver meget spændende at følge dem i turneringen.  
  
Den kommende sæson:
 
I skrivende stund er en ny fodboldsæson så gået i gang.
 
Den 3. marts spillede serie 4 holdet deres første træningskamp på Grimstrup stadion mod Vejrup IF, og Grimstrups drenge trak sig sejrrigt ud af opgøret og  vandt kampen med 3-2.
 
Serie 4 holdet er klar til den kommende sæson. Truppen er stort set uændret og målsætningen er oprykning til serie 3, men det bliver svært, da serie 4 holdet er kommet i en meget svær pulje.
 
Første turneringskamp for serie 4 holdet er fredag den 13. april på Grimstrup Stadion.
 
Til sidst vil vi slutte beretningen med at takke alle jer frivillige, trænere, holdledere, kampfordeler, jer der kridter banerne og jer, der altid er klar til at give en hånd med, når der er brug for det.
  
På fodboldudvalgets vegne.
 
  
Kenneth Meincke og Martin Tanggaard