Du er her

Hjem » Nyheder

Opråb fra Udkants-Esbjerg

Lokalrådet har sendt dette læserbrev til JydskeVestkysten.

Opråb fra Udkants-Esbjerg

 

Esbjerg Kommune bryder sig helt forståeligt ikke om betegnelsen ”Udkantsdanmark,” og Danmarks Energi-Metropol stiller sig gerne forrest i køen som modtager af statslige arbejdspladser - for hvem har sagt, at det er i hovedstadsområdet, at al udviklingen skal foregå? Debatten kan vi desværre – med forslaget om lukning af skoleafdelingerne i Grimstrup og Vejrup - overføre til vores egen kommune. Gennemføres forslaget vil der blive tale om et ”Udkants-Esbjerg,” hvor udviklingen bliver sat tilbage i Grimstrup og Vejrup, mens al udvikling sker indenfor bygrænsen. Ønsker Esbjerg Byråd virkelig en kommune, hvor der vil blive tydelig forskel på Esbjerg by og landområderne? Ønsker politikkerne i byrådet virkeligt en kommune præget af polarisering og ikke sammenhængskraft, hvor der vil blive tale om et ”dem i byen og os på landet”? - akkurat som vestjyder kan snakke om ”Kjøwenhavnere.”

Gennemføres forslaget vil der kun være Darum Børneby tilbage i hele kommunen, hvor børnene kan få en skolegang på en lille skole. Det er ikke udtryk for den mangfoldighed, der skal være plads til i en kommune som Esbjerg.

Vi tror på, at Grimstrup og Vejrup som landsbyer har potentiale for udvikling. Vi har gode integrerede daginstitutioner, dagplejere og velfungerende skoler, og landsbyerne er præget af tryghed, sammenhold og et højt aktivitetsniveau. Grimstrup og Vejrup vil også i fremtiden være landsbyer, som kan tiltrække borgere, som også Esbjerg by har så meget brug for. Men det kræver, at vi bevarer de aktiver, vi har i dag, og skolerne er et af de allervigtigste omdrejningspunkter.